Da jeg for 9 år siden overtog min pony Fleur, havde jeg mange forestillinger om hvordan man holdt hest bedst, hvad der var bedst for en hest. Det skulle bare vise sig med tiden, at Fleur kom til at lære mig en masse ting, jeg kom til at sluge en masse kameler og ændre meninger. Men, man har et standpunkt til man tager et nyt, er der en gang en der har sagt.

Jeg tænkte at løsdrift måtte være lykken for en hest, så det første sted jeg flyttede Fleur til var sådan en. Men ret hurtigt observerede jeg at Fleur ikke brugte skuret der var – og slet ikke hvis de andre to heste var i nærheden. Jeg observerede også at hun ikke synes særligt godt om at spise grovfoder sammen med de andre heste, hun gik i nærheden af dem og græssede men jeg så hende heller aldrig gnubbe med dem.
Jeg så hende heller aldrig ligge ned – det i kombination med, at hun ikke gik ind i skuret, gjorde mig bekymret for at gå vinteren i møde i løsdriften.

En anden ting jeg troede da jeg fik hest, det var at heste de jo godt kunne holde varmen selv – hvis man gav dem de bedste betingelser, så holdt de da varmen selv uden problemer! Det vil sige, hvis de bare havde nok grovfoder og mulighed for læ, så burde de kunne holde varmen selv. Men Fleur var ikke med på den idé. Hun rystede af kulde når det regnede og blæste. Så jeg bed det i mig og købte et regndækken med lidt fyld i, tænkte at det måtte være nok.

Jeg var nød til at flytte Fleur fra løsdriften, både af personlige årsager men jeg synes i enden heller ikke hun trives. Så Fleur blev flyttet til et andet sted med boks. Her var der en foderstation, men den var ret stor og med plads til at der kunne stå flere heste omkring den. Fleur brugte den bare ikke rigtigt. Når de andre heste stod og spiste af den – uanset om det var en eller flere, så stod Fleur 10-20 meter væk og kukkelurede. Og hvis de så gik væk fra grovfoderet, så gik hun sjældent op og spiste af foderstationen men gik tilbage til det nedbidte græs med dem, forsat 10 meter væk fra dem. Og hun kunne stadig ikke finde ud af og holde varmen selv, jeg måtte give hende dækken på med flere gram.
I regnvejr gik hun ikke i læ under træerne selvom jeg lagde grovfoder ud til hende – da hun fik lov og gå alene på fold for sig selv af forskellige årsager, i stedet gik hun direkte ud midt på folden og stod der og rystede og frøs, lige så snart det begyndte og regne.

Desværre kunne mit privatliv ikke forenes med selvpas der var på stedet, så jeg flyttede Fleur til et andet sted. Her var store folde og der var flere foder stationer – fedt tænkte jeg! God mulighed for bevægelse på en fold, en kuperet fold og mulighed for flere steder og spise. Så er der god mulighed for at hun vil spise grovfoder tænkte jeg. Men Fleur spiste stadigvæk ikke af grovfoder stationerne. Hun stod konsekvent 10 meter væk fra de andre heste ( flokken bestod af en 8 stykker ), kiggede på de spiste grovfoder og når de havde spist så gik hun ikke hen til grovfoderet, men fulgte med dem tilbage på græs.

Jeg havde nu accepteret det med at hun ikke kunne holde varmen selv, så Fleur var pakket ind i dækken med gram der passede i forhold til årstiden. Hun gnubbede forsat heller ikke med andre heste – var ikke social med dem, hun manglede dem heller ikke og har altid godt kunne stå inden for selv uden at stresse over det, samt gå fra andre heste. Når de græssede stod hun altid i udkanten af flokken og holdt sig for sig selv.

Jeg gik fra min daværende kæreste og måtte flytte – så det måtte Fleur også. Det her sted blev et der kom til at lære mig noget nyt om Fleur.
Der var højt til loftet og mulighederne var mange – man kunne altid finde en løsning, på de der lige fungerede for den enkelte hest. Foldene var ikke kæmpe store, men flokkene var små og var max 3 heste. Fleur gik til og starte med sammen med en hoppe, det fungerede fint og hun spiste fint grovfoder med hoppen. Senere måtte denne flytte, så forsøgte jeg og sætte hende sammen med andre på græs for sommeren, men hun blev jagtet for meget rundt, samtidig med at hun blev for tyk og hun kom derfor til at gå på en fold alene i stedet.

Herefter gik hun noget tid sammen med en rideskole pony, der som Fleur også var ved og blive for tyk af græsset. Hun endte så alene, da sommeren var ovre og rideskoleponyen skulle til og bruges igen.
Det passede mig godt – og tilsyneladende også Fleur. Nu kunne hun gå i fred, uden andre heste der bed ud, uden hun stod 20 meter væk fra grovfoderet. Nu havde hun grovfoder hele tiden og passe sig selv. Hun havde rig mulighed for at snakke med andre heste over hegnet, men gjorde det aldrig. Hun opsøgte dem ikke, vrinskede ikke efter dem og kunne godt være alene ude og inde.
Så det blev løsningen fremover på stedet – at hun gik alene de år hun stod der.

Efterfølgende har jeg haft som krav til opstaldningssted, at hun skal kunne gå alene. Hun har et af de efter hun har stået efterfølgende, haft en foldbuddie – fordi hun er okay med det, så længe det kun er en enkelt, så kan hun overskue situationen og de kan have en grovfoder station hver. Et sted hun stod efter det, stod hun alene da der ikke var nogen passende match og gå sammen med og jeg ikke ønskede, at hun skulle lukkes ind i en sammentømret flok af hopper, med kun en foderstation.

Hun står nu et sted hvor efter nogle måneder alene, er endt sammen med en sød vallak, hvor jeg stolt den ene dag så at hun spiste af samme kasse med grovfoder som ham – de stod helt ved siden af hinanden! Og da jeg senere så, at de begge to stod inde i læskuret, blev jeg næsten helt rørt – Fleur har lært og bruge skuret og føler sig da end da så tryg, at hun gør det sammen med en anden hest. Det er store sager, for den Fleur der i starten ikke ville i nærheden af andre heste eller et læskur, slet ikke i kombination med hinanden. De to trives sammen – han lader hende være og er ikke konstant efter hende og hun tør og spise og drikke sammen med ham, samt bruge læskuret.
Men jeg vil forsat hellere – hvis alternativet er en stor flok, at hun går alene – max en anden hest på folden, ellers så alene. Og jeg vil til en hver tid hellere, at hun går alene, end hun går sammen med en hest, der ikke lader hende være, en hest der konstant er efter hende.

Fleur er med årene ikke blevet bedre til at holde varmen selv – uanset om hun har grovfoder ad libitum og/eller mulighed for læskur. Hun fryser stadigvæk ind imellem. Men fordi jeg nu ved hvilket vejr der gør det, så er jeg blevet bedre til at give hende passende mængde tøj på, samt har fundet ud af at en hals på dækkenet gør at hun holder varmen en del bedre end uden. Så det er sjældent hun står og ryster, da jeg hellere forebygger det med passende mængde tøj.
Fleur er heller ikke blevet bedre til det med lang foldtid – hvis vejret er dårligt, så står hun meget hurtigt ved leddet, kalder og vil ind. Hun trives ikke med og stå ude i heldagsregn. Om morgenen kan hun se helt fornærmet ud hvis hun bliver lukket ud i regnvejr og ligne en der tænker ” mener du virkelig det? “. Så hvis vejret er elendigt hele dagen, så henter jeg hende som regel ind efter 2 timers tid på fold – så forebygger jeg også at hun fryser, samt hun får lov og komme ind, når hun alligevel bare ville stå ude på folden stille. Hvis vejret er elendigt kan hun let stå det samme sted i timevis.

Det ville klart være let for mig at sætte Fleur i en løsdrift – det er også ofte billigere, samt jeg kunne undgå den daglige udmugning af boksen. Men for en pony som Fleur, der ikke kan finde ud af og holde varmen selv og for en pony som hende, der ikke er særligt god til at overskue mere end en foldkammerat både i læsituationer og i fodersituationer, der ville det ikke fungere.
Med tiden er der også kommet det til, at Fleur har fået konstateret spat. Normalt siger man at heste med spat har godt af fx løsdrift og bevægelse, men jeg mærker ikke nogen foreskel på hvor længe Fleur står ude vs. hvordan hun bevæger sig. Da jeg heller aldrig ser hende ligge ned ude på folden, har jeg valgt at for hendes ben og psykes skyld, så kommer hun ikke på døgnfold længere som hun ellers har været nogle år om sommeren. Også fordi, at jeg de seneste par år har observeret at hun mister pusten når hun går på døgnfold. Så ved at hun kommer ind om natten, så ved jeg at hun får ligget ned og hvilet. Og selvom hun står alene inde, uden og kunne se andre heste, så tager hun det helt roligt, ligger ned og sover om natten og stresser på ingen måde.

Fleur har lært mig, at ikke alle heste er ens. At selvom man måske synes en ting, så betyder det ikke, at det ideal man har, er det bedste for ens hest. Ofte ville jeg da ønske at jeg havde en helt gennemsnitlig hest, der ikke behøves pakkes ind eller tages hensyn til – men nu har jeg Fleur og jeg holder af hende som hun er.